Døgnbehandling er en intensiv, struktureret behandlingsform, hvor man bor på et behandlingssted i en periode – typisk fra nogle uger til flere måneder. For nogle er det det afgørende vendepunkt, der skaber ro og afstand til rusmidler; for andre føles det som at sætte hele livet på pause. Denne artikel gennemgår både fordele og ulemper, så du som borger, pårørende eller fagperson kan træffe et informeret valg, der matcher behov, motivation og hverdag.
Fordele: struktur, tryghed og intensiv støtte
Døgnbehandling giver en tydelig ramme: faste tidspunkter for måltider, søvn, terapi og fritid. Når dagene er forudsigelige, bliver der mindre plads til kaos og impulsive valg, som ofte ligger bag tilbagefald. Mange beskriver, at “hjernen får ro”, fordi stress, pres og triggers reduceres, og man kan øve nye strategier i et kontrolleret miljø.
Trygheden er høj, fordi der er personale til stede døgnet rundt. Det betyder hurtig hjælp ved abstinenser, uro eller kriser, og muligheden for medicinsk afrusning og koordinering med somatik og psykiatri, når det er nødvendigt. Tværfaglige teams – fx sygeplejersker, misbrugsbehandlere, psykologer og socialrådgivere – kan arbejde sammen om hele mennesket, ikke kun rusmidlet.
Støtten er intensiv. Ugen kan rumme individuelle samtaler, gruppeterapi, pårørendesamtaler og undervisning i temaer som tilbagefaldsforebyggelse, søvn, følelser og netværk. Der er ofte fokus på dobbeltdiagnoser, traumereaktioner og ADL-færdigheder (hverdagens rutiner). Erfaring fra praksis peger på, at borgere med langvarigt og komplekst forbrug, gentagne tilbagefald eller utrygge boligforhold profiterer særligt af det samlede løft i døgnregi.
Ulemper: fravær, omkostninger og livet på pause
Fraværet fra hverdagen er den mest mærkbare ulempe. Man er væk fra familie, venner og arbejde, og det kan være følelsesmæssigt hårdt – både for borgeren og de pårørende. Nogle oplever savn, skyldfølelse eller bekymring for, hvordan det går derhjemme, mens andre kan føle tab af kontrol over praktiske forhold som økonomi, børn og bolig.
Omkostningerne kan være både økonomiske og praktiske. I den kommunale, offentlige indsats er døgnbehandling som udgangspunkt gratis, hvis den bevilges, men der kan være indirekte udgifter og logistik at håndtere (transport, pasning, sygemelding). Private pladser kan være dyre uden kommunal bevilling, og der kan forekomme ventetid, som kræver brobygning via ambulant støtte, så motivationen fastholdes.
Livet sættes delvist på pause. Det kan føles som at være i en “beskyttet boble”, hvor man lykkes, men er langt fra de situationer, der til daglig udløser trang. Overgangen hjem bliver derfor afgørende – uden en solid plan for efterbehandling, netværk og beskæftigelse øges risikoen for, at gode vaner skrider. Flere beskriver, at den sværeste del ikke er at være i døgn, men at komme ud igen og gøre forandringerne levedygtige i virkeligheden.
Døgnbehandling kan være en effektiv løsning, når afhængighed og livssituation kræver ro, struktur og tæt støtte – men den passer ikke til alle eller til alle tidspunkter i et forløb. Beslutningen bør tage højde for afhængighedens sværhedsgrad, psykisk og somatisk helbred, bolig- og netværkssituation samt mulighederne for opfølgende hjælp. Tal med din kommune eller nærmeste misbrugscenter om en udredning og en realistisk plan for både indskrivning og tiden efter, så indsatsen bliver sammenhængende, menneskelig og bæredygtig.