Gruppeterapi er en hjørnesten i moderne rusmiddelbehandling i Danmark. I gruppen bliver den enkelte ikke kun set som “en med et problem”, men som et menneske med ressourcer, relationer og håb. Artiklen her giver et klart overblik over, hvordan gruppeterapi virker, hvad man kan forvente i praksis, og hvorfor fællesskabet kan være det, der tipper vægtskålen fra skam til forandring.
Gruppeterapi: Fællesskab som styrke i behandlingen
Gruppeterapi er mere end at dele historier — det er en struktureret, fagligt understøttet metode, hvor deltagere arbejder målrettet med forandring. En typisk gruppe består af 6–10 deltagere og ledes af uddannede behandlere, som sætter rammer, introducerer øvelser og sikrer tryghed. Der kan arbejdes med konkrete temaer som håndtering af trang (cravings), tilbagefaldsforebyggelse, følelsesregulering og sociale færdigheder. Formatet kan variere fra psykoedukation og kognitiv adfærdsterapi til motivationsarbejde, mindfulness-baserede metoder og 12-trins-facilitering. Målet er at oversætte viden til hverdagsfærdigheder, der kan bruges mellem møderne.
Forskning peger på, at gruppebaserede forløb kan være lige så virksomme som individuelle samtaler for mange med rusmiddelproblemer — og nogle gange mere fastholdende, fordi fællesskabet motiverer og normaliserer processen. Man oplever spejling: “Hvis hun kan, kan jeg også.” Man får feedback, som både støtter og udfordrer uhensigtsmæssige mønstre. Når man hører andre sætte ord på skam, ensomhed eller ambivalens, reduceres følelsen af at være “den eneste”. Disse universelle gruppefaktorer (som samhørighed og håb) er veldokumenterede drivkræfter for forandring.
I en dansk kontekst tilbyder de fleste kommuner gruppeforløb som del af den ambulante rusmiddelbehandling, ofte gratis og med mulighed for anonymitet. Forløb kan være åbne (løbende optag) eller lukkede (fast hold over en periode), og kombineres tit med individuelle samtaler, medicinsk støtte eller pårørendetilbud. Der lægges vægt på klare aftaler om tavshedspligt, mødestabilitet og respektfuld adfærd, så alle kan arbejde trygt. For nogle kan online- eller hybridgrupper sænke barrieren for at starte, mens andre trives bedst i et fysisk rum. Fleksibiliteten gør, at flere kan finde en form, der passer til deres liv.
Fra skam til håb: Grupper i rusmiddelbehandling
Skam er ofte en stærk drivkraft i afhængighedens ond cirkel — man skammer sig over forbruget og bruger samtidig for at dulme skammen. I gruppeterapi vendes dette mønster: Når man sætter ord på det svære og bliver mødt med respekt, mister skammen sit greb. Deltagerne øver sig i at dele på en måde, der hverken over- eller underafslører, og læringen er fælles: “Vi har alle prøvet at snuble — det vigtige er, hvad vi gør bagefter.” Over tid bliver forandring ikke kun en personlig ambition, men et fælles projekt.
Et konkret eksempel fra praksis: En deltager, som længe havde skjult tilbagefald, valgte at fortælle det i gruppen. I stedet for fordømmelse fik vedkommende nysgerrige spørgsmål: Hvad skete før, under og efter? Hvilke tidlige signaler overså du? Gruppen hjalp med at udforme en ny plan for højrisko-situationer og aftalte små opfølgninger mellem møderne. Den oplevelse forvandlede et nederlag til læring — og styrkede samtidig tilliden i gruppen. Sådan bliver håb ikke kun ord, men praksis.
Der florerer myter om, at gruppeterapi er “bare snak” eller at man skal lægge alt frem. I virkeligheden er grupperne målrettede, manualbaserede eller strukturerede, og man deler i det tempo, der er aftalt og trygt. Terapeuten styrer tiden, introducerer værktøjer (som cravings-kortlægning, rollespil, mindfulness-øvelser eller tilbagefaldsplaner) og hjælper med at omsætte indsigt til handling. Pårørende kan indgå i særskilte grupper, hvor de lærer at støtte uden at overtage ansvaret og samtidig passe på sig selv. Overgangen fra behandlingsgruppe til efterværns- eller netværksgruppe er ofte nøglen til at fastholde de nye vaner i hverdagen.
Gruppeterapi i rusmiddelbehandling skaber et rum, hvor viden, mod og fællesskab trækker i samme retning. Det er her, skam mister sin kraft, og håb får konkrete redskaber at leve på. Hvis du overvejer at starte, kan du kontakte din kommunale rusmiddelbehandling eller tale med din egen læge for at høre om gruppeforløb i nærheden — du skal ikke klare det alene.