Motiverende samtaler (MI) er en empatisk, evidensbaseret samtaleform, der bruges bredt i dansk rusmiddelbehandling. I stedet for at presse på for forandring hjælper MI den enkelte med at finde sin egen motivation og retning – i et tempo, der giver mening. Denne artikel giver et jordnært indblik i, hvordan MI styrker motivationen, og hvilke konkrete værktøjer der omsætter modstand til samarbejde i praksis – til gavn for mennesker i behandling, pårørende og fagfolk.
Motiverende samtaler: sådan styrker de motivationen
Motiverende samtaler bygger på samarbejde og respekt for den enkeltes autonomi. Kernen er det, der ofte kaldes MI-ånden: partnerskab, accept, medfølelse og fremkaldelse. I stedet for at overtale, udforsker behandler og borger sammen det, der allerede findes af håb, styrker og grunde til forandring. Det skaber tryghed og plads til at tale ærligt om både tvivl og ønsker.
Et centralt element er arbejdet med ambivalens – den blanding af “jeg vil” og “jeg vil ikke”, som er helt normal i forandring. MI hjælper med at fremkalde såkaldt forandringsudsagn: udsagn om ønsker, evner, grunde og behov (ofte opsummeret som DARN), og senere commitment, aktivering og handling. Når borgeren hører sine egne begrundelser sagt højt og reflekteret tilbage, øges sandsynligheden for, at motivationen omsættes til konkrete skridt.
Forskning peger på, at MI både kan øge fremmøde, reducere forbrug og styrke fastholdelse i behandling – især i de tidlige faser, hvor usikkerheden kan være størst. I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen MI som en del af en helhedsorienteret indsats, og mange kommunale rusmiddeltilbud bruger MI som fælles tilgang på tværs af faggrupper. MI står stærkest, når det kombineres med andre metoder (fx kognitiv adfærdsterapi, skadesreduktion og medicinsk behandling) i et sammenhængende forløb.
Fra modstand til samarbejde: værktøjer i praksis
I praksis arbejder mange behandlere med OARS: åbne spørgsmål, anerkendelser, refleksioner og opsummeringer. Åbne spørgsmål inviterer til fortælling frem for ja/nej-svar: “Hvad lægger du selv mærke til, når uroen kommer?” Anerkendelser synliggør styrker: “Det krævede mod at møde op i dag.” Refleksioner viser, at man lytter, og hjælper borgeren til at høre sig selv tydeligere: “En del af dig savner ro, og en anden del frygter at miste noget.” Opsummeringer binder samtalen sammen og markerer små fremskridt.
Når der skal deles viden eller råd, bruger MI ofte “fremkald–give–fremkald”: først spørges der ind til, hvad borgeren allerede ved; så gives kort og neutral information; og til sidst spørges der, hvad borgeren tænker om det. Det bevarer autonomien og mindsker risikoen for modstand. Hvor der opstår “sustain talk” eller modstand, ruller man med den: man undgår debat, fremhæver valgfrihed og bruger dobbeltsidede refleksioner (“Du kan godt se, at søvnen lider, og samtidig føles stoffet som en nem løsning om aftenen”).
MI er også nyttigt i samarbejdet med pårørende. Ved at anerkende bekymring og smerte hos familien og samtidig holde fokus på den enkeltes ret til at vælge, kan man finde fælles fodslag om realistiske næste skridt: for eksempel at prøve en aftalt pause, skifte indtagssituation eller koble støttetilbud på. Små, konkrete mål med tydelige tegn på fremgang (fx færre druktage, flere rusfri timer eller en plan for højrisko-situationer) skaber momentum. Mange danske tilbud arbejder desuden med kvalitetssikring af MI gennem supervision og løbende træning, så tilgangen bliver en integreret del af hele behandlingsmiljøet.
Motiverende samtaler giver sprog til håb – også når vejen er ujævn. Ved at møde mennesker med respekt og nysgerrighed, og ved at fremkalde deres egne grunde til forandring, bliver næste skridt både mere realistisk og mere meningsfuldt. Uanset om du er i behandling, er pårørende eller arbejder i feltet, er budskabet det samme: små skridt tæller, og forandring er mulig. Ræk ud til dit lokale rusmiddeltilbud, hvis du vil høre mere om, hvordan MI kan støtte netop din situation.