Når et menneske kæmper med et problematisk forbrug af rusmidler, berører det ofte hele familien og den nære omgangskreds. Pårørende står med stærke følelser, mange spørgsmål og et dybt ønske om at hjælpe – og de kan faktisk gøre en stor forskel. Denne artikel sætter fokus på, hvordan pårørende kan blive en konstruktiv del af behandlingsforløbet, uden at tage over eller miste sig selv undervejs. Målet er at give viden, håb og helt konkrete greb, der understøtter både den, der er i behandling, og de mennesker, der står ved siden af.
Pårørendes betydning i rusmiddelbehandling
Pårørende er ofte den mest stabile faktor i et behandlingsforløb. De ser hverdagen på tæt hold, bemærker små ændringer i adfærd og kan motivere, når energien er lav. Forskning peger på, at inddragelse af familie og netværk øger fastholdelsen i behandling og styrker chancen for positive resultater over tid. Den følelsesmæssige støtte, realistiske opmuntring og hjælp til at holde fokus på værdier og mål kan være afgørende, når ambivalensen melder sig.
Samtidig skal pårørendes rolle være tydelig og tryg. Behandlerne har tavshedspligt, og den, der er i behandling, bestemmer, hvad der må deles – men pårørende kan altid dele deres bekymringer og observationer med behandlingsstedet. Det betyder, at de kan bidrage med vigtig viden, selv når personalet ikke kan give detaljer tilbage. Med et informeret samtykke kan man lave fælles aftaler, fx om tegn på tilbagefald, kriseplaner og opfølgning efter udskrivning.
I en dansk kontekst tilbyder mange kommuner pårørendesamtaler, psykoedukation og gruppeforløb, ligesom nogle steder arbejder med metoder, der aktivt involverer familien. Behandling er gratis, og iværksættes som udgangspunkt hurtigt; for stofmisbrug gælder der desuden en behandlingsgaranti. At kende til disse rettigheder – og at se afhængighed som en sundhedsmæssig tilstand frem for et karakterbrist – kan mindske skam og gøre det lettere for både borger og pårørende at tage imod hjælp.
Sådan kan du som pårørende støtte uden at styre
En god start er at være nysgerrig og lyttende. Spørg åbent: “Hvad er sværest lige nu?” og “Hvad kunne være et lille skridt, der hjælper i dag?” Bekræft det, der allerede lykkes, og anerkend ambivalensen: det kan både give mening og være svært at ændre et forbrug. Undgå skænderier om fortiden; hold blikket på det næste konkrete skridt. Det er i tråd med motivationsfremmende principper, hvor respekt og samarbejde går forud for pres og kontrol.
Skel mellem at støtte og at muliggøre. Støtte kan være at følge med til en samtale, hjælpe med struktur i hverdagen eller fejre små fremskridt. At muliggøre (det mange kalder at “enable”) er at beskytte mod naturlige konsekvenser på en måde, der fastholder problemet, fx at dække over fravær eller finansiere forbrug. Sæt tydelige, venlige grænser for, hvad du kan og ikke kan gøre – og hold dem. Husk også din egen omsorg: søg pårørendegrupper, få professionel rådgivning, sov, spis og hold fast i aktiviteter, der nærer dig.
Gør det nemt at gøre det rigtige. Hjælp med praktiske ting som transport til behandling, at få lagt tider i kalenderen, eller at have plan B ved cravings: hvem ringer man til, hvor går man hen, hvad gør man den første halve time? Lav en enkel plan for tidlige advarselstegn og en kriseplan med klare skridt, inklusive at ringe 112 ved akut fare. Hvis den, der er i behandling, giver samtykke, kan I sammen tale med behandlerne om signaler, aftaler og opfølgning – og husk, at du som pårørende altid må give information videre, også når behandlerne ikke kan dele tilbage. Vigtigst: hold fast i håbet og anerkend hver lille bevægelse i den rigtige retning.
Pårørende spiller en central, men ofte overset, rolle i et godt behandlingsforløb. Med viden, tydelige grænser og varm nysgerrighed kan du være med til at skabe ro, retning og håb – uden at bære alt på dine skuldre. Ræk ud til kommunen for at høre om lokale pårørendetilbud, tal åbent med behandlingsstedet om, hvordan du bedst kan inddrages, og husk, at omsorg for dig selv også er omsorg for den, du holder af. Der er hjælp at hente, og forandring er mulig.