Stigma omkring afhængighed er ikke bare ord eller holdninger – det er en barriere, der kan forsinke behandling, skabe skam og forværre livssituationen for både den enkelte og de pårørende. Når afhængighed forstås som et moralsk svigt frem for et sundhedsproblem, risikerer vi at lukke døre i stedet for at åbne dem. Denne artikel sætter fokus på, hvorfor stigma rammer så hårdt, og hvordan vi konkret kan møde mennesker i og omkring behandling på en måde, der fremmer håb, tilknytning og bedring.
Stigma ved afhængighed: hvorfor det rammer hårdt
Stigma opstår, når vi tillægger mennesker negative stereotyper og behandler dem derefter. I afhængighedsområdet kan stigma vise sig socialt (fordømmelse og afstandstagen), internt (selvstigma, hvor den enkelte overtager fordommene) og strukturelt (regler, praksisser og systemer, der ubevidst diskriminerer). Det står i kontrast til, at afhængighed i dag anerkendes som en kompleks, kronisk, men behandlingsbar tilstand, hvor biologi, psykologi og sociale forhold spiller sammen. Når vi overser dette og i stedet taler om viljesvaghed, mister vi udsynet til både årsager og løsninger.
Konsekvenserne er alvorlige. Forskning peger på, at stigma er forbundet med senere behandlingsopstart, lavere fastholdelse og øget risiko for tilbagefald. Skam og skyld gør det sværere at række ud, og små negative møder – et løftet øjenbryn i skranken, en hård bemærkning hos lægen – kan forstørres til en følelse af ikke at høre til nogen steder. Selvstigma kan blive en ond spiral: “Hvis alle alligevel ser mig som en misbruger, hvorfor forsøge?” Den slags indre fortællinger kan underminere motivationen, selv når tilbuddene faktisk er der.
I en dansk kontekst spiller frygt for sociale konsekvenser ofte ind: bekymring for arbejdspladsens reaktion, for myndigheders indblik, eller for hvordan familie og netværk vil dømme. Mange beskriver, at de “går under radaren” for ikke at blive stemplet, og først kommer, når problemerne er vokset sig større. For kvinder kan der være ekstra pres for at fremstå som “gode mødre”, for unge kan det handle om at passe ind i vennekredsen, og for mennesker med minoritetsetnisk baggrund kan stigma forstærkes af racialisering og sprogbarrierer. Stigma er altså ikke blot et individuelt problem, men et lagdelt, socialt vilkår.
Sådan møder vi mennesker uden stigma i behandlingen
Det starter med sproget. Personførst-sprog – “person med en afhængighed” frem for “misbruger” – reducerer ikke problemet, men afstigmatiserer personen. At beskrive tilbagefald som en kendt del af mange behandlingsforløb, i stedet for som “fiasko”, hjælper med at fastholde håb og læring. En traumeinformeret tilgang – hvor vi antager, at mennesker kan have oplevet svigt og overgreb – skaber tryghed og forudsigelighed. Nysgerrighed frem for kontrol, samarbejde frem for konfrontation, og klare aftaler frem for uigennemsigtige krav er grundelementer.
I praksis gør det en forskel at sænke tærsklen for adgang: mulighed for selvhenvendelse, fleksible tider, og hurtig opstart. Mange steder i Danmark har positive erfaringer med peer-støtte, hvor mennesker med egen levede erfaring indgår i teamet og bygger bro mellem borger og system. Samarbejde med pårørende – når den enkelte ønsker det – kan aflaste hele familien og styrke netværket omkring behandlingen. Tydelig information om rettigheder, tavshedspligt og forløbets rammer reducerer usikkerhed og forebygger misforståelser, der ellers kan føles stigmatiserende.
For fagfolk handler stigmaforebyggelse også om kultur og refleksion. Små justeringer virker: at stille åbne, ikke-dømmende spørgsmål; at validere den enkeltes mål, også når de ikke er totale afholdsmål; og at fokusere på styrker og fremskridt. For pårørende kan viden om afhængighed som en behandlingsbar tilstand mindske skyld og vrede og skabe plads til grænser med omsorg. Teams kan med fordel drøfte cases, gennemgå sprogbrug i dokumentation og systematisk indsamle feedback fra borgere om oplevet respekt og inddragelse. Når vi måler og taler åbent om kultur, flytter den sig.
Stigma omkring afhængighed er ikke et uundgåeligt vilkår – det er et foranderligt mønster, vi kan bryde med viden, sprog og handling. Når vi ser afhængighed som et sundhedsproblem og mennesker som mere end deres symptomer, øges chancen for, at de rækker ud og bliver i behandling længe nok til, at bedring kan ske. Hver kontakt, hvert ord og hver lille justering i praksis kan være det, der åbner en dør. Hvis du selv eller en, du holder af, lever med afhængighed: Der er hjælp at få, og du fortjener at blive mødt med respekt og håb.