Unge, rusmidler og behandling er emner, der vækker følelser og spørgsmål hos både unge selv, pårørende og fagfolk. Denne artikel giver et overblik over, hvad unge typisk har brug for i et behandlingsforløb, hvilke barrierer der kan stå i vejen – og hvilke greb der virker. Målet er at give håb, aflive myter og pege på konkrete veje til hjælp, der tager unges livssituation alvorligt.
Unge i rusmiddelbehandling: behov og barrierer
Unge er i en livsfase, hvor hjernen stadig udvikler sig, identitet formes, og omgangskredse skifter. Det betyder, at brug af alkohol, cannabis eller andre stoffer kan have andre funktioner end hos voksne – for eksempel at dæmpe angst, passe ind socialt eller håndtere pres. Samtidig reagerer unges hjerner stærkere på belønning og gruppedynamikker, hvilket kan gøre brugsmønstre svingende og konteksta fhængige. En vigtig myte at aflive er, at man skal “ramme bunden” for at få hjælp; tidlig, nysgerrig og ikke-dømmende støtte virker, og små skridt kan gøre en stor forskel.
Mange unge i behandling har samtidig udfordringer som skolefravær, søvnproblemer, angst, depression, ADHD eller konflikter i hjemmet. Disse forhold kan både være årsag til og konsekvens af rusmiddelbrug, og behandling giver bedst mening, når de tænkes sammen. Barrierer for at søge hjælp kan være skam, frygt for at “blive stemplet”, usikkerhed om tavshedspligt og bekymring for forældres eller skolens reaktion. For nogle fylder også praktiske ting: transport, åbningstider, økonomi og manglende viden om, hvor man kan henvende sig anonymt.
Vejen ind i hjælp går ofte gennem egen læge, kommunens rusmiddeltilbud, en studievejleder, SSP-samarbejdet eller en anonym rådgivning/chat. En god start er en kort, struktureret samtale med screening for risici (fx CRAFFT for unge), efterfulgt af en plan med tydelige mål: bedre søvn, færre “uheldige” episoder, mere stabil skolegang eller at kunne sige nej i bestemte situationer. I praksis virker det, når indsatsen er fleksibel (fysisk, online, på skolen), tempoet tilpasses den unge, og relationen er varm, tydelig og forudsigelig. Eksempel: En 17-årig, der røg dagligt, fik reduceret forbruget markant via ugentlig samtale, aftalte “pausedage”, støtte til eksamensangst og inddragelse af en træner som positivt netværk.
Evidensbaserede greb og støtte til pårørende
Forskningen peger på, at motiverende samtaler (MI), kognitiv adfærdsterapi (KAT/CBT) og familieorienterede metoder som MDFT og FFT er blandt de mest virksomme til unge. Kortere, fokuserede forløb med konkrete øvelser, træning i sociale færdigheder og tilbagefaldsforebyggelse gør en forskel. Der kan suppleres med belønningssystemer for aftalte mål, handleplan for “svære tidspunkter” og skolesamarbejde om fravær og støtte. For nogle vil forebyggende “brief interventions” efter en enkelt risikofyldt episode (fx festrelateret) være nok til at ændre kursen.
Inddragelse af familien er ofte en nøgle – ikke for at placere skyld, men for at styrke hverdagens rammer og kommunikation. Pårørende kan lære at spotte triggere, lave realistiske aftaler og forene tydelige grænser med omsorg. En sejlivet myte er, at “hård konsekvens” alene løser problemet; evidens viser, at relationel tryghed, forudsigelighed og fælles problemløsning virker bedre på lang sigt. I praksis kan små ændringer – faste rutiner, aftalte skærmtider, tydelig feststrategi og en fælles “nødplan” – reducere konflikter og gøre det lettere for den unge at vælge anderledes i pressede situationer.
Pårørende har også brug for egen støtte. Kommuner tilbyder pårørendegrupper, og mange steder kan man få anonym rådgivning. Unge, der er berørt af andres misbrug i familien, kan få specialiseret hjælp hos fx TUBA, og generel psykosocial støtte findes hos headspace. For pårørende kan det være hjælpsomt at øve åbne spørgsmål (“Hvordan var aftenen for dig?”), undgå skam og moraliserende tone, og aftale en sikkerhedsplan for akutte situationer. Er der akut fare eller alvorlige psykiske symptomer, kontaktes 112 eller psykiatrisk akutmodtagelse. Det er modigt – ikke krævende – at række ud tidligt.
Unge og deres familier kan komme sig, og små, realistiske skridt er ofte nøglen. Med en tryg relation, evidensbaserede metoder og koordineret støtte omkring skole, hjem og fritid kan behandling tilpasses det liv, den unge faktisk lever. Er du i tvivl om næste skridt, så kontakt din kommunes rusmiddeltilbud, egen læge eller en anonym rådgivning – tidlig hjælp gør en mærkbar forskel.